Idrættens talenter og vindere blev støttet og hædret

Hvert år uddeler Sports Team Slagelse (STS) flere hundrede tusinde kroner til eliteidrætten for at støtte og hædre den flotte indsats, som sker ude i klubberne. Onsdag den 30. marts var det igen tid til at hylde eliteidrætten, da STS på sin generalforsamling uddelte ikke mindre end 307.000 kr. Samtidig fik medlemmerne mulighed for at høre, hvad to tidligere støttemodtagere har brugt den økonomiske støtte til, da Jacob Nørtoft fra Korsør Kart Klub og Jesper Rasmussen fra Midtsjællands Sports Motorklub holdt to meget inspirerende oplæg. Generalforsamlingen og støttearrangementet blev rundet af med hyggeligt samvær og networking på tværs af både klubber og erhvervsliv.  

Ikke færre end 20 klubber er nu tilknyttet STS, så der var fyldt godt op på sæderækkerne i auditoriet på Hotel Frederik d. II, da STS inviterede til generalforsamling og støtteoverrækkelse. Formand Poul Møller indledte aftenens arrangement med at byde velkommen og takke for det gode samarbejde mellem de deltagende institutioner og erhvervslivet, som med den økonomiske støtte er med til at hjælpe klubberne på vej til at nå nogle af deres mål.

”Vi bilder os ikke ind, at midlerne fra Sports Team Slagelse er altafgørende for de enkelte klubbers succes, men jeg tror dog på, at midlerne i langt de fleste tilfælde gør en forskel, og at pengene har været med til, at mange klubber og enkeltpersoner har opnået flotte resultater både nationalt og internationalt.
I Sports Team Slagelse går vi efter resultater. Vi elsker medaljer, og vi elsker positiv omtale af idrætsudøverne og dermed profilering. Vi skal bidrage til Slagelse Kommunes idrætsprofil, hvor det skal være attraktivt for eliteudøvere, at være en del af en eliteklub i Slagelse Kommune”, fortalte Poul Møller.

Prisoverrækkelsen

Efter at have fortalt om STS og de fremtidige visioner uddelte formand Poul Møller de flotte gavechecks. De glade modtagere og dygtige klubber var:
Midtsjællands Sports Motorklub, som modtog 60.000 kr.
Slagelse Forenede Håndboldklubber, som modtog 100.000 kr.
Slagelse Taekwondo klub, som modtog 12.000 kr.
Slagelse Boldklub & Idrætsforening, som modtog 135.000 kr.

Uden støtten fra STS går det ikke

Efter prisoverrækkelsen tog Jacob Nørtoft fra Korsør Kart Klub over og fortalte, hvad han har brugt støtten fra STS til.

”Støtten fra Sports Team Slagelse faldt på et rigtig tørt sted. Motorsport er en dyr sport, og det er svært at finde sponsorer, så vi er afhængige, af den støtte vi får. Da Sports Team Slagelse kom ind i billedet i 2009, var vi i en meget presset situation inden VM. Vi manglede penge til, at jeg kunne komme af sted. Så da Sport Team Slagelse gik ind og støttede økonomisk, gjorde det, at jeg kom med”, fortalte Jacob Nørtoft.
”Ved netop det VM fik jeg for alvor mit internationale gennembrud, for jeg viste, at jeg har evnerne og talentet til at være blandt de bedste. Hvis ikke jeg havde fået pengene fra Sports Team Slagelse, var jeg ikke kommet med til løbet, så støtten fik afgørende betydning for min karriere, rundede Jacob Nørtoft sit indlæg af med.

En anden tidligere støttemodtager, Jesper Rasmussen fra Midtsjællands Sports og Motorklub, fortalte også, hvad han har brugt støtten fra STS til.

”Uden støtten fra Sports Team Slagelse går det ikke. Vi prøver, at få så meget som muligt ud af den støtte vi får. Derfor planlægger vi alle træningslejrene på Slagelse Motocross Arena, så vi ikke skal bruge penge på at rejse ud i verden. I stedet henter vi verdensstjernerne herop, så de kan træne vores talenter. De træner bredden, for det er jo i bredden man finder eliten”, rundede Jesper Rasmussen sit oplæg af med.

Aftenen sluttede med hyggeligt samvær, hvor der blev netværket på tværs af både klubberne og erhvervslivet med et flot traktement fra Hotel Frederik d. II.

Flere oplysninger
Idrætskoordinator Per Andersen, 58 57 46 47 eller peand@slagelse.dk