Sportsteam Slagelse prisuddeling marts 2012!

Støtteoverrækkelse den 14.03.2012 Sports Team Slagelse har igen valgt at støtte initiativer, som er rettet mod træningen af elite hold og talenter. De 6 klubber som modtager støtte i aften har alle skabt rammerne for gode udviklingsmiljøer og Sports Team Slagelse ønsker med støtten at underbygge klubbernes indsats, så endnu flere lokale og regionale talenter får de mest optimale muligheder for at dygtiggøre sig.

Midtsjællands Sports Motorklub – 50.000 kr.

Klubben har bl.a. ved hjælp af Sports Team Slagelse formået at tiltrække de bedste trænere inden for motocross, med den konsekvens at klubben i 2011 hentede guld og sølvmedaljer ved DM. Klubben har ligeledes formået at afholde flere VM og EM løb på Slagelse Motor Sports arena, som alle har været meget professionelt organiseret og med flere tusinde tilskuere som ramme. Sports Team Slagelse har besluttet at støtte klubben med kr. 50.000,- til at fastholde og udvikle talentarbejdet.

 Slagelse Forenede Håndboldklubber – 125.000 kr.

I sommers gjorde Slagelse FH comeback i landets bedste håndboldrække og har ikke overraskende fået det svært som oprykkerhold. På trods af dette har klubben alligevel formået at sætte talentudvikling på dagsordenen og flere af klubbens ”egne” spillere er allerede en del af ligaholdet og flere juniorer er på vej. Målsætningen med at udvikle egne spillere til højeste niveau ved hjælp af et af Danmarks største trænertalenter John”Speedy” Larsen, er helt i tråd med Sports Team Slagelses tanker og vi har derfor besluttet at forsætte støtten til talenttræning i klubben med kr. 125.000,-

 Slagelse Taekwondo klub – 22.000 kr.

”Hellere en lille og vågen” – det gamle udtryk passer fint på en af kommunens mindre profilerede klubber, men ikke desto mindre er præstationerne store, hvilket flere DM medaljer og deltagelse i NM og EM vidner om. Klubben har en meget stærk ungdomsafdeling med flere store talenter. Et af de største talenter er Mounir Qussama El-Jaji, som har vundet DM 3 år i træk. Mounir er ved at gøre klar til Ungdoms VM i Ægypten senere på året og hans store mål er OL i 2016. Han kan desværre ikke være her i aften, da han er ude at rejse med sin skole. Sports Team Slagelse vil gerne støtte de ambitiøse målsætninger med kr. 22.000,-

 Slagelse American Football Club – 23.000 kr.

Klubben efter nogle år med satsning på trænere og spillere udefra, ændret strategi så der nu satses på spillere af egen avl, da de nuværende talenthold spiller i landets bedste række og indeholder flere landsholdsspillere. Klubben har en meget talentfuld træner i Morten Romsdal, som skal føre de unge spillere ind i seniorrækkerne, med henblik på at skabe et kommende mesterhold. Sports Team Slagelse vil gerne bakke op om projektet med kr. 23.000,- til talentudvikling.

Slagelse Gymnastik Forening – 75.000 kr.

Slagelse Gymnastik forening har altid været kendt for deres meget professionelle elitearbejde og har igennem en årrække sat deres præg på dansk og internationalt gymnastik. Klubben var med på listen over støttemodtagere ved Sports Team Slagelse start i 2006, hvor klubben fik tilskud til at blive et kraftcenter. Og et kraftcenter er det blevet.  Klubben har i dag en trup på 40 elitegymnaster, hvoraf 8 er landsholdsudøvere, som er i gang med de sidste forberedelser til EM, som skal afvikles i Aarhus senere på året. 4 af deltagerne ved med til at vinde EM guld til Danmark i 2010. Holdet er netop hjemvendt efter en vellykket træningstur til Island. Sports Team Slagelse vil fortsat gerne støtte op om elitegruppen, denne gang med kr. 75.000,-

Slagelse Badminton klub – 40.000 kr.

Slagelse Badmintonklub var ligesom gymnastik med på listen over de første klubber som fik støtte af Sports Team Slagelse ved starten i 2006. allerede på det tidspunkt var klubben dygtig til at skabe talenter, og i dag er klubben en af de absolut bedste talentudviklingsklubber i Danmark. Klubben blev i 2011 kåret til årets klub af Dansk Badminton forbund, som et bevis på det store og målrettede ungdomsarbejde. Sports Team Slagelse har valgt at støtte 2 af de største talenter med kr. 40.000,-